[sociallocker id=”772″]

Vil du have lektiehjælp og bedre karakterer? Køb et abonnement hos restudy og lær pensum i alle fag!

Indledning

”Hver ting på sin plads” blev udgivet på dansk i 2011 og er fra novellesamlingen ”En duft af lavendel”. Novellen er skrevet af den franske novelleforfatter: Annie Saumont.

Novellen handler om en jeg-fortæller, der fortæller om sit forhold til sin afdøde barndomsven og barndomsvennens kone. Barndomsvennen og hans hustru bliver lykkelig gift, men efter to år udvikler deres forhold sig til et mareridt for begge. Da Jeanne, som er hustruen, tager til New York for at ”besøge” sin kusine, forærer barndomsvennen en gave, der indeholder en bombe, til sin hustru. På vej til lufthavnen stopper barndomsvennen for at købe cigaretter. Imens fjerner konen gaven fra kufferten. Hun vil nemlig ikke vende tilbage til manden, da hun har fået nok af ham. Det ender ud i, at barndomsvennen dør, da bomben bliver liggende i bagagerummet i bilen. Med andre ord et mislykket attentat.

I denne analyse vil jeg først og fremmest fortælle noget om novellens komposition, hvilken fortæller og synsvinkel der er tale om, og hvordan sproget bruges i novellen. Under fortolkning vil jeg fortælle om konflikter og budskab. Dernæst vil jeg fortælle om billedsproget og forklare, hvordan titel og dens betydning for forståelsen af novellen hænger sammen.
Til sidst vil jeg samle alle mine pointer i en kort konklusion. Det vil jeg gøre for, at du kan få et bedre overblik over mine overvejelser og konklusioner.

Analyse

En meget kronologisk måde at opbygge en novelle på har Annie Saumont haft i sinde at gøre. Den er nemlig fortalt i kronologisk rækkefølge. Udover det, er det jeg-fortælleren, som dominerer hele vejen igennem. Det er derfor fra hans synsvinkel, at historien bliver fortalt.

Vi starter med at blive introduceret til både jeg-fortælleren, barndomsvennen og Jeanne, som også er de eneste personer, vi stifter bekendtskab med i løbet af fortællingen.

Spændingskurven er størst hen mod slutningen hvor, Jeanne fjerner gaven fra kufferten (side 2, linje 160-164). I løbet af novellen er der en mystik, der præger historien, og en løsning man prøver at finde frem til. Slutningen gør det mere overskueligt for læseren, da man får nogle svar på de spørgsmål og tanker, man har haft i løbet af novellen. Men den slutter stadigvæk åben med en form for mystik og spørgsmål, som ikke er blevet besvaret. Der er heller ingen tvivl om, at novellen slutter ulykkeligt. Vi har manden der døde, som ikke burde dø. Samtidig med det kan man også sige, at den ville ende ulykkeligt, hvis den rette skulle dø.

I løbet af novellen hører vi kun om få personer. Den har en brat slutning, og selve novellen er på tre sider. Man kan også sige, at den har en åben slutning. Alle disse ting er typiske genretræk for noveller.

Apropos den fortalte tid. I novellen står der f.eks., at de kører i en bil på vej til lufthavnen (s. 2, linje 148). Det siger noget om, at historien sagtens kunne finde sted i dag. Samtidig med det bliver der dog også brugt et ord som ”tegnebog” (s. 1, linje 51), hvilket ikke bliver brugt af ret mange i dag. Det giver altså også et hint om, at historien kunne finde sted i midten af 1900-tallet.

Med hensyn til fortællertiden kan man sige, at den ikke bliver fortalt på det tidspunkt, hvor historien finder sted. Den bliver sandsynligvis fortalt tre til fire år efter. Man får ikke en direkte indikation af, hvornår jeg-fortælleren fortæller historien. Men datidsformen bliver brugt hele historien igennem (s. 1, linje 4-5).

Nedenfor har jeg lavet en spændingskurve, der viser, hvordan spændingsniveauet fordeler sig henover tiden. Det starter ud med anslaget, hvor vi bliver introduceret til de forskellige personer. Herefter hører vi kort om brylluppet og om deres skænderier. Efter det begynder jeg-fortælleren at beskrive afskedsdagen. Det er nu, at spændingen stiger. Jeg synes, at point of no return er, når barndomsvennen giver Jeanne gaven. Når han har gjort det, er der ingen vej tilbage, og der er med sikkerhed én, der dør. Da Jeanne fjerner bomben/gaven fra kufferten, kan man godt opfatte det som klimaks. Til sidst sprænger bomben og barndomsvennen dør.

” man er i tvivl, man har lidt medfølelse, man ønsker tillykke, man ved ikke rigtig hvilket ben man skal stå på. ” (s. 1, linje 23-26). Jeg-fortælleren er en tvivlsom mand, som umiddelbart let kan blive usikker, hvis han ikke er i vante situationer. Derudover har jeg-fortælleren aftjent sin værnepligt som menig soldat (s. 1, linje 7-8). Jeg-fortælleren er betænksom, tvivlsom, meget reflekterende og overvejende. Flere gange i novellen kommer han med forbehold, for de ting han siger. Et eksempel er, at han gerne ville have forklaret barndomsvennen, at han løb en risiko for, at lufthavnens detektorer ville opdage noget mistænkeligt. Herefter kommer han så med forbehold (s. 2, linje 109-118). Desuden er jeg-fortælleren forelsket i Jeanne (s. 1, linje 20-21). På en måde tror jeg, at jeg-fortælleren føler, at han har en skyldfølelse for, hvad der er sket. Han nævner ofte, at hvis barndomsvennen bare lige havde informeret ham, så ville der ikke være sket noget (s. 2, linje 119-121). Af den grund er jeg-fortælleren også meget følsom.

Barndomsvennen havde aftjent sin værnepligt som sekondløjtnant i ingeniørkorpset (s. 1, linje 5-6). Efter værnepligten uddannede han sig (s. 1, linje 8-9). Derudover kan han fremstille en bombe (s. 1, linje 3-4). Han er også hævngerrig. I forhold til jeg-fortælleren lyder barndomsvennen som en mand, der har haft det forholdsvis let ved at opnå ting i livet. Barndomsvennen er desuden også ryger (s. 2, linje 154-156)

Jeanne, som også er barndomsvennens hustru (s. 1, linje 21-22), er et ordensmenneske, som ikke er bange for, at sige de ting, hun mener. Hun tolererer ikke rod, er autoritær og meget fanatisk med hensyn til at rydde op. (s. 1, linje 64-69 ) Hun kan derudover også godt lide at bestemme og have det sidste ord, der bliver sagt. Det bliver blandt andet fortalt i afsnittet om den butik, Jeanne og hendes mand driver (s. 1, linje 44-48). Jeanne er meget smuk og charmerende. Det bliver gentaget flere stedet i novellen (s. 3, linje 223) (s. 3, linje 224-225).

Man kan stille personerne op mod hinanden som en sammenhæng med disse tre personkarakteristikker.

Jeanne <–> Jeg-personen <–> Barndomsvennen <–> Jeanne <–> Jeg-fortælleren

Alle tre karakterer er vidt forskellige. Vi har jeg-personen, som er den tvivlsomme og forsigtige type. Så har vi barndomsvennen, som er den lidt mere selvsikre type, og som er hævngerrig. Til sidst har vi så Jeanne, som er bestemt, autoritær og fanatisk.

Det kan være svært at gennemskue, hvem der er hovedpersonen og bipersonerne. En novelle har normalt kun en hovedperson. I denne novelle synes jeg dog alligevel, at der er 3 hovedpersoner. Det er jeg-fortælleren, Jeanne og barndomsvennen.
Det er jeg-fortælleren, der formidler historien, og det er fra hans synsvinkel, at vi får fortalt, hvad der skete. Han er uhyre vigtig for handlingen, da det drejer sig om ham. Ægteparret, som består af Jeanne og barndomsvennen, mener jeg også er hovedpersoner, da det er dem, vi læser om gennem hele novellen, og fordi det også er dem, handlingen drejer sig om.

En af de ting som jeg synes er speciel ved denne novelle er sætningsopbygningen. Sætningerne er meget lange, og der er utallige indskudte sætninger. Et eksempel kan ses på s. 1, linje 10-15.

De indskudte sætninger er nogle gange også direkte tale. Det kan f.eks. være Jeanne, som siger et eller andet. (s. 1, linje 49-56)

Dernæst er der også mange sætninger i parenteser, som er ualmindelige. Det der står i parenteserne er både noget, som jeg-fortælleren selv tænker, men det er også citater fra personer som barndomsvennen (s. 2, linje 147-148).

Fortolkning

Selve novellen omhandler det at være i et forhold. Novellen lægger vægt på de små katastrofer i hverdagen som f.eks. skænderier. Jeg tror gerne, at Annie Saumont vil fortælle læserne, at vi ikke skal tage de daglige konflikter ret tungt. Vi skal ikke blive sure over små ting, men derimod fokusere på det gode ved livet. Det er klart, at denne novelle i høj grad belyser de dårlige sider af livet, men det tror jeg, at forfatteren gør, for at få læseren til at tænke meget mere over de gode ting.

Som jeg ser det, er det vigtigste symbol bomben. Bomben er normalt et symbol for ødelæggelse, død og tilintetgørelse. I denne novelle forbinder jeg bomben med barndomsvennen, da det er ham, som kan finde ud af at fremstille en bombe (s. 1, linje 4-5). I denne novelle vil bomben selvfølgelig også symbolisere ovenstående ord. Men jeg synes også, at den symboliserer hævn og irritation, da barndomsvennen ikke kan holde sig fra at få revanche efter al den tid, Jeanne har været over ham.

”Hun havde svært ved at tolerere hans mani med at lade det hele sejle overalt hvor han kom. ” (s. 1, linje 67-69). Her er der tale om en metafor. Den overførte betydning er, at når han lader det hele sejle overalt, så tænker han ikke over at rydde op.

”Jeg har ikke lyst til at have noget med en bombe at gøre, i hele verden kender jeg ingen, hverken mand eller kvinde, som jeg afskyr tilstrækkeligt til at ville have besværet og løbe risikoen ved at sprede ham/hende for alle vinde. ” (s. 1, linje 10-15). Denne sætning synes jeg er et rigtig godt eksempel på billedsprog. I stedet for bare at skrive ”og løbe risikoen ved at dræbe ham”, skriver hun i stedet meget mere varieret. Det gør også, at man som læser finder teksten endnu mere interessant. I dette tilfælde er der tale om en metafor.

”På syv hundrede og tredive dage og nogle timer var Jeannes klangful­ de stemme blevet skinger som en havgas­ ses. ” (s. 2, linje 81-84). Et godt eksempel på en sammenligning der omhandler Jeannes stemme. Den er på 2. år blevet en uudholdelig stemme, der minder om en søfugls skrig.

De sidste to linjer i novellen er meget implicit formuleret. Der står følgende: ”Hun er fortsat meget pertentlig. Jeg rydder op. ” Det fortolker jeg som om, at jeg-fortælleren nu er sammen med Jeanne. Og at det er ham, der har overtaget rollen som mand. I og med at han rydder op, forstår jeg det også som om, at han godt kan leve op til de krav, Jeanne stiller.

Lige inden de to sidste sætninger står der, at jeg-fortælleren stadig synes, at Jeanne er smuk. (s. 3, linje 223) Derefter står der, at jeg-fortælleren ikke kan modstå hendes charme ret meget længere (s. 3, linje 224-225). Jeg tror, at der er en form for tidsforskel mellem de sidste fem linjer. Det er som om, at han først synes, hun er smuk. Så efter noget tid kan han næsten ikke modstå hendes charme. Til sidst ender det så med, at han er sammen med hende og rydder op.

”Hver ting på sin plads” er en meget sigende overskrift, når man har læst novellen. På mange måder synes jeg, at den dækker godt over indholdet i novellen. Selve problemet eller konflikten i novellen omhandler skænderierne. Det er et modsætningsforhold mellem parret, som udløser skænderier og til sidst ender ud i, at de går fra hinanden.

Man kunne også sige at begge parter, altså barndomsvennen og Jeanne, lever bedst alene. Hvis man tænker sådan på det, synes jeg også, at overskriften er meget sigende. Altså, ”Hver ting på sin plads” –> vi lever hver for sig.

Konklusion

Alt i alt er det en novelle, som er kronologisk opbygget. Der er tale om en jeg-fortæller, og forfatteren har gjort brug af sproget, idet hun varierer sætningernes længder meget.

Hovedkonflikten er tydeligvis skænderiet og de små katastrofer i hverdagen. Novellen er præget af billedsprog – både i form af metaforer og sammenligninger. Titlen er meget sigende da ”hver ting på sin plads” har noget at gøre med, at barndomsvennen roder meget, og at det er rodet der udløser skænderier. Sidst men ikke mindst er budskabet, at vi ikke skal lade hele verden gå under på grund af små skænderier. Altså små uretfærdigheder. Med andre ord, vi skal ikke græde over spildt mælk.
[/sociallocker]